Da min storebror var 16, fandt han en læreplads som frisør og flyttede til København. Jeg var knust. Knust, som kun en 6-årig kan være.
Nætterne var de værste, næsten hver nat gik min verden under. Igen og igen. I lang tid måtte min pude hver morgen lægges til tørre på radiatoren. Jeg mindes stadig, hvordan jeg vågnede i den periode: Alene. I min egen seng. Med kinden på et vådt pudebetræk.
Dengang vågnede jeg ofte, midt om natten, med fornemmelsen af, at nogen eller noget havde sat sig tungt ovenpå mig og pumpet al luft ud af mine lunger. Jeg satte mig brat op, gispede efter vejret og var rædselsslagen.
Mine forældres soveværelse lå ved siden af mit børneværelse, men det var ikke dem, jeg tilkaldte. Ikke dem, jeg gik ind til om natten. Jeg gik op til min storebror.
For at komme til min storebrors værelse måtte jeg gå op af trappen i mørke, famle mig frem til hans dørhåndtag og finde hans seng i det natdunkle værelse. Nogle gange kravlede jeg straks over hans dyne, andre gange ventede jeg på, han vågnede og lod mig kravle over og synke ned på den side af sengen, der vendte ind mod væggen.
Der var varmt under Peters dyne. Om vinteren var væggen kold, men det var lige meget, for der var trygt og rart og min storebror tog bare tavst imod mig i mørket.
Om natten sagde vi ingenting. Peter vendte sig bare om på siden, så hans ansigt vendte mod mig, bøjede sin nederste arm og åbnede hånden. Så lagde jeg mig på ryggen, ud for hans bryst, og så landede mit hoved lige foran hans åbne hånd. Han lukkede hånd og fingre om min pande og isse og lod tommelfingeren stryge blidt på det magiske punkt mellem øjenbrynene. Der hvor næsen slutter. Så kunne jeg trække vejret roligt igen og faldt trygt i søvn.
Nu er min storebror alt for langt væk og mit hoved for stort til at kunne være i nogens hånd, men sorgen over at skulle klare nætterne alene, især når de er sorte og grumme, er aldrig helt forsvundet. Den selvfølgelige tryghed, han gav mig, findes ingen steder. Som om der blev skåret noget af min krop, dengang han flyttede. At jeg tabte noget. Noget, der er væk for altid, men som jeg vist stadig leder efter.