Efter sommerferien 2020 gik jeg back to basics: Håndskreven dagbog.
Indimellem bliver jeg grebet af øjeblikket og skriver digitalt: Øjebliksbilleder fra min hverdag. Hvor ofte og hvor længe det fortsætter, må stå hen i det uvisse.
Onsdag den 11. november 2020
Jeg laver te i termo og pakker chokolade, køkkenrulle, campingkopper og knæpuder i min skovturskurv. Køleskabet er tomt, jeg må forbi bageren efter to sandwich og to snegle. I bil, selvfølgelig, coronadellen skulle nødigt skrumpe. Jeg finder mit yndlingssted ved vandet. Parkerer og går ned af skrænten.
Min yndlingsbænk forsvandt, da Bodil åd halvdelen af stien til Strandmøllen. Det er år siden, men jeg savner pludseligt og voldsomt den bænk. Nu er der kun novemberkold jord og beton at sidde på, men udsigten er der stadig. Jeg sætter mig på den ene pude på den øverste betonkant. Med ryggen til stien og skrænten, ansigtet mod vandet.
To unge mænd tager tøjet af på stien bag mig. Jeg rykker lidt, da de går nøgne bagom mig, forbi mig. Over pontonen, hen til stigen og i vandet. De hviner. Det er ensomt at sidde, midt i deres drengede fællesskab, og vente.
Vente på en af de fire, jeg stadig er på kram og kindkys med. Jeg glæder mig max til at se hende. Et par kram gennem vinterjakker og et kindkys på kolde kinder er alt for lidt, men meget bedre end ingenting.
Telefonen brummer. Perfekt timing, for så kan jeg kigge ned, da de to mænd grinende trækker sig op af stigen og går nøgne imod mig.
Er desværre forhindret, fortæller senere, sorry.
Det rammer. Som en hammer. Lige i brystet. Lammer mig.
Det kribler under huden. Fra fødderne trækker kribleriet op gennem mine kolde ben. Da det når klumpen i min mave, begynder jeg at græde.
Jeg åbner jakken og lægger venstre hånd trøstende på min mave. Jeg får kvalme og bliver bange for at kaste op.
Så aktiverer min højre hånd min Tinderprofil på telefonen. Uden jeg beder den om det. Der er altid en, hvis man kun vil have sex. Vi aftaler et sted. Det kunne have været hvemsomhelst. Bare han vil røre ved mig.
Mine hænder ryster, da jeg bekræfter aftalen. Jeg ser vredt på skovturskurven, pakker sammen, moser op ad skrænten og kyler kurven i bagagerummet. Intet betyder noget lige nu. Der der kun én ting, jeg vil. Et sted dybt inde ved jeg godt, det sammenlagt ikke bliver bedre, tværtimod. Men jeg kan ikke andet end fortsætte.
Onsdag den 4. november 2020
November. Uf. I min lejlighed er der næsten lige så mørkt og klamt som udenfor. Det har muligvis været det smukkeste efterår i mands minde, men lige nu pisregner det, og jeg nåede ikke udenfor, mens det var lyst.
Om en uge bliver jeg 50 og selvom jeg er ked af, at coronakrisen forhindrer mig i at fejre dagen med fest, er jeg også lettet over udsigten til at undgå ydmygelsen ved det uundgåelige fravær af tale. Der ikke er noget rosende at sige om mit liv. At jeg har overlevet i 50 år, er ikke stof nok til en tale.
Det startede ellers godt, mit liv: Født i et smørhul. Havde det op som blommen i et æg i en fredelig, jysk provinsby. Var jeg vokset op med en sølvske i munden, havde kliche-rækken været fuldendt, men selvom mine forældre befandt sig i den øvre middelklasse, var penge ikke i overflod.
Jeg har ingen uddannelse. Ikke fordi jeg ikke ville eller kunne, men da jeg var jomfru og knapt fyldt 18, blev jeg gravid med min kørelærer. Han var lykkeligt gift og uinteresseret i mig og vores barn, så jeg droppede ud af 3. g og flyttede (flygtede?) over til min storebror i København.
Jeg har haft skiftende, ufaglærte jobs. Ikke kun lortejobs, men mit arbejdsliv er ikke glorværdigt. Mine søskende har glimret med tre meget forskellige karrierer, det er bare mig, efternøleren, der ikke har præsteret noget, der får forældre til at prale.
Nærighed og dovenskab forhindrer mig i at rejse mig for at tænde noget mere lys, men jeg kan nå fjernbetjeningen og forsøger at slå tiden ihjel med det blå lys fra tv-skærmen. Ikke at der er noget opløftende i hverken USAs kaotiske, endnu ikke afgjorte valg eller regeringens nyeste corona-finte: Udradering af den danske mink-industri.
Uden mulighed for at skyde skylden på tvivlsom herkomst og elendig barndom, har jeg kun mig selv at klandre for min tvivlsomme succes med livet. Helt alene på en grå novemberdag tyr jeg derfor til det, der ligger lige for: At slå mig selv i hovedet med min egen uduelighed. Min egen inkompetence. Så det gør jeg. Av .
Onsdag den 28. oktober 2020
Besøg af Anette
Siden Anette og jeg mødte hinanden på et yogahold for mere end 10 år siden, har vi reddet hinandens røve. Egentlig er det mest hende, der redder min røv, for der er ikke så meget at redde i hendes liv: Lykkeligt gift, tre søde børn, intensivsygeplejerske på Riget.
Vi ses enten når min verden (igen) er brudt sammen eller fordi hun skriver Jeg har brug for at se dig og så drikker vi vin og gin og tonic og bliver lidt åndssvage og redder hinanden og verden og har det skønt.
I går skrev hun I morgen 19.30. Hos dig. Hvis du kan før, har jeg mad med og blæste ind ad min dør 18.22 med sushi og hvidvin (på en onsdag!). Jeg havde ikke været på arbejde og tog imod med morgenhår og joggingbukser.
Anette sprittede hænder, krammede mig og hviskede Du står stadig forrest i mine 10 og på trods af hendes forøgede corona-risiko qua hendes arbejde, vil hun for altid være i mine 10. Måske fordi hun er så ordentlig: Jeg ved, hun aldrig ville lade sig smitte.
Vi spiste sushi og drak hvidvin og så faldt bomben:
– Det er Jacob, sagde hun
Jacob er hendes mand og jeg troede straks, han havde fundet en anden og det havde han på en måde også, men det var ikke en anden kvinde, men et andet job.
– Sejt! udbrød jeg med ærefrygt, for det er ikke enhver 59-årig, der skifter job.
– I Taiwan
– I HVAD? skreg jeg
– Taiwan
De sidste rester af mit liv brød sammen.
– Hvornår? hviskede jeg
– 1. januar
Stilhed.
– Hvor længe? Hvad med børnene? spurgte jeg og tænkte på, at de to ældste er voksne, men at yngstemanden går i 1. g.
– Mikkel er fyr og flamme, pigerne bliver hjemme.
Stilhed med ondt i maven. I min mave, i hvert fald.
– Jeg tager ikke med. Det er ellers en fin undskyldning for at sige op midt i corona-helvede, men jeg vil ikke med. Jeg bliver hjemme.
Anettes stemme lød grådkvalt.
Jeg kan godt lide Jacob. Virkelig. Men med udsigt til Anette som single, blev ondt i maven til bobler i mit bryst. Glædesbobler. Jeg er ikke sikker på, det er i orden at føle sådan.
Onsdag den 21. oktober 2020
Rosa vågner
Jeg vågnede før otte, men klokken blev over ti, før jeg fik overtalt mig selv til at stå op. Med hjælp fra arbejdsfordelings-pakken, butiks-chefens seneste feberredning, er det min tredje fridag i denne uge og jeg skal ingenting. Heller ikke i dag.
Det er som om corona har skruet ned for energien og sat initiativ på pause. Vores eneste opgave lige nu er at overleve. Gid jeg kunne sove og sove og først vågne, når det er ovre. Hellere sove fra lortet end kede sig ihjel.
Hvis man vidste, hvornår overlev igen bliver til lev, var coronaliv måske til at holde ud. Men tiden bare går og går og her sker ikke en sk… Jeg får pip af at tulle rundt alene herhjemme, og når jeg er på arbejde, får jeg pip af visiret og af at spritte af og holde afstand til kunder, der med slet skjult ubehag prøveligger en seng, de måske vil købe. Har de maske på, holder jeg øje med deres hænder og tænker ikke på andet end pistoler og overfald. Hvor corona-skør kan man blive?
Der findes allerede ord for coronaliv: Kedsomhed. Ensomhed. Krydret med angsten for at blive ramt. Angsten for at dø. Selvfølgelig er det slemt for dem, der bliver syge af corona, men den sygdom, der har ramt alle os, der ikke er syge, burde også have et navn: Pip-syge. Pipitis. Coronasløvsind.
Jeg er så dvask, at jeg knapt bemærker naboernes snak i opgangen. Normale Rosas spidsede ører ville have opsnappet ethvert negativt ord om brune mennesker fra deres beskidte munde. Men nu er det oktober, de går kun ud på altanen for at ryge, og når ret skal være ret, er det mest, når de har gæster på altanen og er småsnaldrede, jeg kan høre dem tale grimt om brune mennesker. Nu snakker de nok om, hvad de skal have til aftensmad og hvem gider anstrenge sig for at høre det. Jeg kan knapt koncentrere mig om at finde morgenmad frem. Måske springer jeg over. Coronadellen holder sig selv i storform og behøver ingen hjælp til at vokse og hvem spiser også morgenmad klokken halv elleve