Siden Anette og jeg mødte hinanden på et yogahold for mere end 10 år siden, har vi reddet hinandens røve. Egentlig er det mest hende, der redder min røv, for der er ikke så meget at redde i hendes liv: Lykkeligt gift, tre søde børn, intensivsygeplejerske på Riget.
Vi ses enten når min verden (igen) er brudt sammen eller fordi hun skriver Jeg har brug for at se dig og så drikker vi vin og gin og tonic og bliver lidt åndssvage og redder hinanden og verden og har det skønt.
I går skrev hun I morgen 19.30. Hos dig. Hvis du kan før, har jeg mad med og blæste ind ad min dør 18.22 med sushi og hvidvin (på en onsdag!). Jeg havde ikke været på arbejde og tog imod med morgenhår og joggingbukser.
Anette sprittede hænder, krammede mig og hviskede Du står stadig forrest i mine 10 og på trods af hendes forøgede corona-risiko qua hendes arbejde, vil hun for altid være i mine 10. Måske fordi hun er så ordentlig: Jeg ved, hun aldrig ville lade sig smitte.
Vi spiste sushi og drak hvidvin og så faldt bomben:
– Det er Jacob, sagde hun
Jacob er hendes mand og jeg troede straks, han havde fundet en anden og det havde han på en måde også, men det var ikke en anden kvinde, men et andet job.
– Sejt! udbrød jeg med ærefrygt, for det er ikke enhver 59-årig, der skifter job.
– I Taiwan
– I HVAD? skreg jeg
– Taiwan
De sidste rester af mit liv brød sammen.
– Hvornår? hviskede jeg
– 1. januar
Stilhed.
– Hvor længe? Hvad med børnene? spurgte jeg og tænkte på, at de to ældste er voksne, men at yngstemanden går i 1. g.
– Mikkel er fyr og flamme, pigerne bliver hjemme.
Stilhed med ondt i maven. I min mave, i hvert fald.
– Jeg tager ikke med. Det er ellers en fin undskyldning for at sige op midt i corona-helvede, men jeg vil ikke med. Jeg bliver hjemme.
Anettes stemme lød grådkvalt.
Jeg kan godt lide Jacob. Virkelig. Men med udsigt til Anette som single, blev ondt i maven til bobler i mit bryst. Glædesbobler. Jeg er ikke sikker på, det er i orden at føle sådan.