Der er to slags mænd i mit liv: Dem, jeg har sex med og dem, jeg snakker med.
Jeg har haft sex med mænd, der er i forhold, men jeg tager ikke stilling til deres utroskab. Vi ses, vi har sex. Punktum. Vil en mand snakke om sin utroskab, står jeg af. Jeg orker ikke hans klynken.
Vi kan snakke om almindeligheder, men jeg behøver ikke vide, hvorfor de er sammen med mig. Det er de bare. Hvis jeg lettede på mit eget låg, ville de få indblik i noget, jeg ikke vil dele med dem og som jeg er sikker på, de hverken ville forstå eller værdsætte. Jeg ville give dem noget af mig. Noget, der ville forsvinde, så snart vi skiltes igen.
De mænd, jeg snakker med, får adgang til det hele. Faktisk er der kun én tilbage og han hænger lidt i en tynd tråd. Jeg ville gerne tælle min storebror og hans mand med, men sandheden er, at vi ikke længere er så tætte. Jeg har ikke sat nogen i stedet. Måske kan man ikke erstatte en bror.
To slags mænd fungerede fint i mange år, men en ny slags smerte er dukket op. Et sted indeni. Som om følelsen af forladthed har fået en ny dimension. En ny styrke. Uanset om det er ham, der tager hjem til konen eller det er mig, der går, føler jeg mig forladt. Får lyst til at kalde ham tilbage. Gå tilbage. Selvom jeg ved, jeg ikke orker snakke med ham.
Måske har corona-isolation gjort det endnu sværere at bortforklare denne insisterende forladthedsfølelse med, at min storebror flyttede hjemmefra, da jeg var seks og at jeg stadig savner ham. Den fortælling er blevet så fjern, at jeg burde kunne lægge den bag mig. Min bror har sit eget liv i London. I lykkelig tosomhed med sin mand. Jeg har mit liv.
Det er som om festen har forladt mig, nu er der kun hverdagen tilbage. De hurtige knald med yngre mænd skrumper i værdi. Bliver mere ligegyldige. Måske er det alderen. Hormonerne koger mindre intenst nu, end da jeg var 30.
Hvem snyder jeg, når jeg knalder med en mand, jeg godt ved, ikke vil mig andet end sex? Er det i virkeligheden mig, der er utro? Utro mod mig selv?