Bomben

Jeg vidste det i mere end 3 uger uden at fortælle det til andre end min kørelærer og min læge, og de sladrede ikke. Jeg indtog hele førstesalen, da min yngste søster flyttede hjemmefra, så ingen opdagede, at jeg brækkede mig på badeværelset ovenpå og jeg var nok bare en sur teenager, der helst ville være på sit værelse.

Den lørdag blev sidste gang, jeg spiste risengrød, for den lørdag var der risengrød på menuen og selvom den blev siddende i min hals, fik jeg spurgt mine forældre, om vi ikke skulle synge. Synge salmer om en tændt adventskrans. Efter TV-avisen. Før en søndag i advent. Det var engang en fast tradition. Nu blev de overraskede, men sagde ja. Jeg tog opvasken og kastede lydløst op på toilettet nedenunder, imens de skændtes om de skulle se TV-avisen på DR eller Nyhederne på nystartede TV2. Min mor vandt og de så Nyhederne på TV2, der mest handlede om udlevering af nogle russiske flykaprere i Tel Aviv.

Klokken 20 blev TVet slukket og der blev der stille i stuen. Og mørkt. Eneste lys var fra det første lys i adventskransen og et tændt kalenderlys.

Jeg satte mig og min far sang for, men selvom jeg elsker Vær velkommen, Herrens år, var min hals spærret af tårer og den sidste rest af risengrød, der var på vej op, så allerede midt i 2. vers stoppede min far og så forundret, men venligt på mig.

– Vil du ikke synge med?

– Joh, sagde jeg og der var ikke andet at gøre end at springe ud i det, for lige om lidt ville jeg græde rigtigt og så ville jeg jo slet ikke kunne sige noget.

– Jeg har noget, at fortælle jer.

Deres tavshed løftede min kvalme til nye højder. Jeg rakte ud efter den lille skål med afpillede, duftende clementinskræller, men så fik jeg sunket både risengrøden og lidt af klumpen i halsen og stillede skålen tilbage på bordet.

– Ja? sagde min far.

Han lænede sig forover. Fremad. Min mor blev siddende med ryggen stift mod sofaen.

– Jeg … sagde jeg og prøvede forgæves at trække vejret dybt.

– Er du syg? spurgte min far og lænede sig endnu længere frem.

Jeg så ned, klamrede mig til lænestolens armlæn og ville ønske, jeg kunne forsvinde.

– Jeg er gravid, hviskede jeg.

Jeg var ikke sikker på, de hørte det, men jeg hørte dem snappe efter vejret. Min far var den første, der fik vejret igen. Han rejste sig og faldt på knæ foran mig. Lagde sine varme farhænder på mine arme.

– Åh gud … jamen … jamen … det er jo glædeligt, stammede han. – Jeg … jeg … jeg var så bange for, det var noget slemt. Du ser jo helt bange ud.

Min mor rejste sig og stillede sig foran vinduet i den anden ende af stuen. Min far skubbede sine hænder om bag min lænd og pressede dem så langt ind bag mig, at jeg var nødt til at slippe kontakten med ryglænet. Han trak mig blidt, men fast fremad.

– Hvornår? spurgte hun, med en ukendt skinger stemme. – Med hvem?

– Termin den 11. juli, hviskede jeg og lænede mig frem og lagde armene om min far og jeg ved ikke, hvem af os, der græd først og mest.

– Til lykke, snøftede han ind i min mave. – Til lykke.

Min mor sagde ingenting. Et stykke tid græd og krammede vi bare. Min far og mig.

– Så kan du jo godt nå det, sagde min mor så. Lidt mindre skingert.

Hvad skulle jeg nå? Det tog det også et par øjeblikke for min far at forstå, men så sagde han ind i min mave:

– Ja, du kan nå at blive student først. Ligesom mor. Du er ikke din mors datter for ingenting, sagde han og gav min lænd et ekstra klem.

– Du kan nå at få det fjernet, sagde min mor. Alt for højt.

Det gav et ryk i både min far og mig. Han løftede hovedet fra min mave og søgte øjenkontakt med mig. Jeg undveg.

– Det vil du da ikke, sagde han og trak sin ene hånd ud af hullet i min lænd, da han vendte sig om mod min mor. – Tænk hvis vi … dengang. Så havde Peter jo ikke været her. Og heller ikke …

Han nåede at stoppe sig selv, før mit navn røg ud af hans mund, men jeg ved godt, det var mig, hun ikke ville have. Jeg ødelagde hendes planer.

– Dengang var det både forbudt og farligt, sagde min mor. – Det er det ikke nu.

Min far vendte sig mod mig igen. Jeg kiggede kort på ham og kiggede så væk igen.

– Det er mit barn, hviskede jeg. – Et rigtigt barn. Det kan man da ikke bare … fjerne.

Min far strøg mig over kinden.

– Det bestemmer kun du, hviskede han.

Så lavt, at min mor ikke kunne høre det.