November. Uf. I min lejlighed er der næsten lige så mørkt og klamt som udenfor. Det har muligvis været det smukkeste efterår i mands minde, men lige nu pisregner det, og jeg nåede ikke udenfor, mens det var lyst.
Om en uge bliver jeg 50 og selvom jeg er ked af, at coronakrisen forhindrer mig i at fejre dagen med fest, er jeg også lettet over udsigten til at undgå ydmygelsen ved det uundgåelige fravær af tale. Der ikke er noget rosende at sige om mit liv. At jeg har overlevet i 50 år, er ikke stof nok til en tale.
Det startede ellers godt, mit liv: Født i et smørhul. Havde det op som blommen i et æg i en fredelig, jysk provinsby. Var jeg vokset op med en sølvske i munden, havde kliche-rækken været fuldendt, men selvom mine forældre befandt sig i den øvre middelklasse, var penge ikke i overflod.
Jeg har ingen uddannelse. Ikke fordi jeg ikke ville eller kunne, men da jeg var jomfru og knapt fyldt 18, blev jeg gravid med min kørelærer. Han var lykkeligt gift og uinteresseret i mig og vores barn, så jeg droppede ud af 3. g og flyttede (flygtede?) over til min storebror i København.
Jeg har haft skiftende, ufaglærte jobs. Ikke kun lortejobs, men mit arbejdsliv er ikke glorværdigt. Mine søskende har glimret med tre meget forskellige karrierer, det er bare mig, efternøleren, der ikke har præsteret noget, der får forældre til at prale.
Nærighed og dovenskab forhindrer mig i at rejse mig for at tænde noget mere lys, men jeg kan nå fjernbetjeningen og forsøger at slå tiden ihjel med det blå lys fra tv-skærmen. Ikke at der er noget opløftende i hverken USAs kaotiske, endnu ikke afgjorte valg eller regeringens nyeste corona-finte: Udradering af den danske mink-industri.
Uden mulighed for at skyde skylden på tvivlsom herkomst og elendig barndom, har jeg kun mig selv at klandre for min tvivlsomme succes med livet. Helt alene på en grå novemberdag tyr jeg derfor til det, der ligger lige for: At slå mig selv i hovedet med min egen uduelighed. Min egen inkompetence. Så det gør jeg. Av.
Skriv et svar