Jeg vågnede før otte, men klokken blev over ti, før jeg fik overtalt mig selv til at stå op. Med hjælp fra arbejdsfordelings-pakken, butiks-chefens seneste feberredning, er det min tredje fridag i denne uge og jeg skal ingenting. Heller ikke i dag.
Det er som om corona har skruet ned for energien og sat initiativ på pause. Vores eneste opgave lige nu er at overleve. Gid jeg kunne sove og sove og først vågne, når det er ovre. Hellere sove fra lortet end kede sig ihjel.
Hvis man vidste, hvornår overlev igen bliver til lev, var coronaliv måske til at holde ud. Men tiden bare går og går og her sker ikke en sk… Jeg får pip af at tulle rundt alene herhjemme, og når jeg er på arbejde, får jeg pip af visiret og af at spritte af og holde afstand til kunder, der med slet skjult ubehag prøveligger en seng, de måske vil købe. Har de maske på, holder jeg øje med deres hænder og tænker ikke på andet end pistoler og overfald. Hvor corona-skør kan man blive?
Der findes allerede ord for coronaliv: Kedsomhed. Ensomhed. Krydret med angsten for at blive ramt. Angsten for at dø. Selvfølgelig er det slemt for dem, der bliver syge af corona, men den sygdom, der har ramt alle os, der ikke er syge, burde også have et navn: Pip-syge. Pipitis. Coronasløvsind.
Jeg er så dvask, at jeg knapt bemærker naboernes snak i opgangen. Normale Rosas spidsede ører ville have opsnappet ethvert negativt ord om brune mennesker fra deres beskidte munde. Men nu er det oktober, de går kun ud på altanen for at ryge, og når ret skal være ret, er det mest, når de har gæster på altanen og er småsnaldrede, jeg kan høre dem tale grimt om brune mennesker. Nu snakker de nok om, hvad de skal have til aftensmad og hvem gider anstrenge sig for at høre det. Jeg kan knapt koncentrere mig om at finde morgenmad frem. Måske springer jeg over. Coronadellen holder sig selv i storform og behøver ingen hjælp til at vokse og hvem spiser også morgenmad klokken halv elleve.
#coronaliv
Skriv et svar